Om ejendommen
Selve hovedbygningen, som vender ud mod Duevej, er opført i år 1914, og fik 1915 en pris af Frederiksberg Kommune for sit arkitektoniske udseende. Selv i dag er lejlighederne i vores andelsboligforening nogle af de mest attraktive i hovedstadsområdet. Det skyldes primært den ideelle beliggenhed, hvor der er nært til såvel indkøbsmuligheder som rekreative områder, men også at foreningen har en stabil og sund økonomi og et godt fællesskab.
Ejendommen er renoveret i flere etaper, senest en omfattende omgang i 2013. Her blev bl.a. taget skiftet og altaner istandsat, nye vinduer og altandøre isat og facaden blev renoveret. Det næste på tegnebrættet er en renovering af gården som er i planlægningsfasen. Derudover arbejder foreningen med en 10 års renoveringsplan, som sørger for, at vi har en bygning der i god stand til de næste mange år. I planen er også indbygget en renoveringsrytme, hvor vi, når vi er færdige, kan sikre at vi hele tiden er i stand til at fastholde vores bygning på et højt niveau.
Områderne
“Hide Park” er en hyggelig have, der ligger godt gemt mellem stor og lille fabrik. Der er indgang til haven gennem cykelskur nummer 90. Man kan med den sammensætning godt glide lidt tilbage i filmminderne og sammenligne haven med mange films gemte haver.
“Valash Park” ligger foran garagerne til højre, når man kommer igennem porten ved nummer 94. Haven blev i sommeren 2006 renoveret, så terrassen og udhuset blev mere anvendelig til forskellige formål for beboerne. Valash Park har fået sit navn efter den gamle sodavandsfabrik Valash, der i gamle dage havde til huse i stor fabrik.
Rosenhaven er havearealet ud mod Duevej foran opgangene 84-88. I sommermånederne pryder lyserøde busk-roser og stokroser haven.